Arbejdsliv
Kompetenceudvikling i det offentlige.
Der er afsat 700 millioner til kompetenceudvikling i det offentlige, men hvem har egentlig gavn af dem?
I årevis har vi kunne høre og læse om, at vi kommer til at mangle hænder. Mangel på lærere, mangel på læger, mangel på plejepersonale, mangel på pædagoger – mangel på arbejdskraft. Samtidig kan vi høre, og læse om, at der igen skal spares på børnepasning, og at pædagogerne bruger mere tid på administration end på vores børn. At der igen skæres ned på dagpengene, at alle skal sende 4 ansøgninger om ugen, uanset at man har job om en uge. Velfærd et evigt tema – hvor meget og hvor lidt skal det offentlige tage sig af?
I institutionsverdenen kan kun få kommuner bryste sig af, at der ikke hvert år er sket besparelser i næsten to årtier. Mange kommuner er klar over, at smertegrænsen er nået, så hvad gør man? Laver fritidshjem og klubber til SFO I og SFO II, fordi det giver mulighed for indtægter; eller mere præcist; mulighed for øget forældrebetaling. Det er fint for kommunekassen, men ofte betyder det dårligere vilkår i institutionerne, dårligere normering, færre uddannede, til at varetage vores børn. Færre søger ind på pædagogstudiet. Facit er, at institutionerne får flere og flere ikke-uddannede. Sådan er virkeligheden, og sådan har det været længe.
Det afsættes midler fra regeringen til kompetenceudvikling, men hvem får gavn af dem? Der er meget fokus på uddannelse og videreuddannelse af ledere i det offentlige, hvilket er prisværdigt og nødvendigt med de store decentraliseringsbølger som har fundet sted i det offentlige siden 80’erne.
Men tager vi afsæt i pædagogernes verden, virker det til gengæld ikke som om, at fokus er stort på den almindelige pædagog, og i endnu mindre grad pædagogmedhjælperne. Selv om der i mange kommuner forsat arbejdes med interne kurser, er der ikke ret mange andre end institutionerne selv til at tage sig af den løbende kompetenceudvikling, der skal finde sted hele tiden i institutionen. Både fordi vi skal være innovative og blive endnu klogere på børn og unge, men også fordi der kommer flere og flere krav. Krav om evalueringer, krav om dokumentation, læreplaner. I kender dem, kravene. Det på trods af at kursusmidlerne for længst er fjernet fra de rammestyrede budgetter. Når man oven i lægger, at det er svært for institutionerne at sende personalet på kursus, fordi vikarpuljen sjældent kommer ud med sorte tal, giver det institutionerne et dilemma.
Ofte er det unge mennesker, der bruger pædagogfaget til at tjene lidt penge inden studiestart eller en rejse til Sydamerika. Men er det mon muligt, at gøre det mere attraktivt for de unge mennesker, at være i institutionerne? Jeg tror det er muligt og nødvendigt at give dem de grundlæggende kompetencer for at motiverer deres indsats, og måske endda motiverer dem til at blive i faget måske med en merit i bagagen.
Jeg tror det vil skabe en større dynamik i institutionerne. Personalet vil opleve en synergi, medhjælperen vil være en bedre medspiller for den seminarieuddannede. Det er godt at lytte til andres udsagn, også medhjælpernes. Det giver ny forståelse i sin selvopfattelse og sin arbejdsmetode. Pædagogerne bliver klogere på sig selv og sin praksis. Og så gør det ikke noget hvis det samtidig gør op med de gamle floskler og fagskel, som er mere til gene end til gavn. Faggrænser spænder ben for hinanden. Det ses blandt lærere og pædagoger i indskolingen, det ses mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere.
Mere kvalificerede og motiverede medhjælpere kan være med til at løfte den pædagogiske praksis. Institutioner har aldrig været bygget for børnene. De er bygget for at begge forældre kan arbejde. At vi så gennem årene har udviklet mange fantastiske institutioner og fået pædagogik på dagsordenen er uden tvivl en gevinst for vores børn. En succes. Men som Lars Kolind siger i sin bog ”Kolind Kuren” ”succes er den farligste faktor, fordi succes næsten uundgåeligt før til selvtilfredshed” Det handler om ikke at gå i stå, det handler om at vi fortsat skal udvikle fantastiske institutioner. Ingen tror vel på at fremtidens institution udelukkende har uddannede medarbejdere, hvis de overhovedet er til at opdrive uden vi skal hente dem i Sverige. Mange af dem som uddanner sig til pædagog når end ikke ud i praksis. Uddannelsen bruges som et springbræt til at læse videre. Derfor er det vigtigt at bruge de ressourcer der er til rådighed optimalt. Kvalificerer dem til fortsat at udvikle pædagogikken. Der bliver så rigeligt brug for kompetente voksne i fremtiden, og da forældrene har meget travlt, er det i skolen og institutionen disse kompetencer skal grundlægges. Derfor er der ekstremt meget brug for medhjælperne.
Jeg tror uddannelsessystemet, med særligt fokus på efter- og videreuddannelse, må tænkes meget mere fleksibelt, så institutionerne kan opnå tilskud til læring i eget hus. Institutionen er også en skole. Institutionen som læringsrum. Skal erhvervslivet, og ikke mindst den offentlige sektor i Danmark blive lige så kompetente spillere i vidensamfundet, som Danmark var det i industrisamfundet, så skal der tages fat på en gennemgribende, dristig og ambitiøs uddannelsesplan, opkvalificering af mennesker på alle niveauer, og en systematisk og bevidst videreudvikling af de eksisterende erhvervs- og livskompetencer.
Hvis de flere hundrede millioner, der er afsat til kompetenceudvikling i det offentlige, skal nå længst muligt ud, og nå især de unge mennesker, skal institutionerne i højere grad være stedet, hvor kompetenceudviklingen foregår. Institutionen som læringsrum med tilskudsmulighed.
Alle institutioner er sammensat af medarbejdere med forskellig baggrund, fra forskellige seminarer, uddannede, og ikke uddannede, ældre og yngre medarbejdere osv. Det er ofte en klar fordel i forhold til fordeling af arbejdsopgaver, børnenes idealfelt, og det sociale liv. Men forskelligheden kan også ofte skabe forvirring i det daglige pædagogiske arbejde, og det er fordi vi som udgangspunkt arbejder ud fra forskellige metoder og forståelsesrammer.
Hvis institutionen bevidst vælger at implementerer, og arbejde ud fra, en fælles metode, vil dette fælles udgangspunkt hurtigt udvikle sig til en af hjørnestenene for det daglige arbejde. Medhjælperne kan lære at iagttage. Ikke bare se og lytte, men også mærke børnene og deres spændinger. Man skal næsten have barnet op på skødet for at vide om de lugter af tis eller sæbe. Medhjælperne kan lære at reflektere. Bruge den viden de opnår gennem iagttagelse. Hvis man som menneske, ikke mindst som pædagog, ønsker at komme med passende handlinger, må man nødvendigvis vide hvem man står ved siden af. Derfor skal kompetenceudviklingen, i pædagogernes verden, i højere grad foregå i institutionen, hvilket betyder, at institutionerne også på en personaleweekend, skal kunne opnå økonomisk støtte. Som det er nu kan institutionen kun opnå løngodtgørelse når de sender medhjælperne på kursus i den normale arbejdstid. Tilskudsordningen må gøres mere fleksibel. Det er i institutionen teori bliver til praksis.
Artikel af Tommy H. Widriksen/ Evolution Management
|