Pædagogisk udfordring
Pædagogens rolle
Børn og unges evne til at skabe relationer er blevet en afgørende faktor i processen mod at skabe sig et ønskværdigt ungdomsliv og senere voksenliv.
Pædagogers rolle og funktion i landets daginstitutioner har de sidste år ændret sig markant. Det er der grundlæggende ikke noget nyt i, for børne- og ungdomskulturen har altid flyttet sig, og har ændret sig i takt med samfundets udvikling og liv. Derfor er det naturligt, at pædagogers faglige færden også ændrer sig i takt med den overordnede samfundsudvikling.
Men for at kunne stille skarpt på pædagogers rolle og funktion, er det vigtigt at forstå, og være bevidst om, hvad man som barn og ung bevæger sig hen imod. Hvilket fokus er relevant for pædagogers arbejde nu og i den næste tid?
Samfundets konstante udvikling med fokus på det enkelte individ, har stor betydning for, hvilke elementer der er vigtige at vægte i det pædagogiske arbejde. Udviklingen af de samfundsmæssige strukturer, og dermed de forhold det enkelte individ skal deltage i, ændrer sig markant i forhold til hvornår man er barn, ung og voksen. Vi oplever at de ”unge”, bliver unge betydeligt tidligere end før. Vi taler ikke længere blot om teenagere, men om teenies for de 9 – 12årige. Ligeledes oplever vi, at unge ikke har travlt med at blive voksne. Det at blive voksen er ikke så ”populært”, dels fordi de unge gerne vil forsætte deres liv som det er, og dels fordi det, at være ung er blevet så stor en kvalitet som det er. Denne udvikling hænger selvfølgelig sammen med, at vi blandt andet forbinder ungdommen med udvikling, seksualitet og masser af frihed.
Individualiseringen af den enkelte gør, at samfundsperspektivet ændrer sig i forhold til, hvordan man som menneske skal udvikle sig. Før var der en mere fælles struktureret forståelse for, hvad man som menneske skulle gennemgå i sin udvikling fra barn til voksen. Men denne fælles forståelse har ændret sig til, at hver enkelt skal kunne tage stilling og forholde sig til, hvilke kompetencer eller individuelle færdigheder man vil besidde.
Tidligere kunne dette fælles strukturerede fokus støtte op, og et stykke af vejen, automatisk hjælpe børn og unge i deres udvikling mod et sundt og fornuftigt voksenliv. Det fælles udgangspunkt gav de unge en tryghed i hvad deres uddannelse og fritid kunne og skulle indeholde. Denne tryghed var i høj grad medvirkende til at give den enkelte, et udgangspunkt for skabelse af venskabelige relationer, og dermed ro til at kunne udvikle sine sociale færdigheder og kompetencer i opvæksten. De venskabelige relationer var, og er stadig meget afgørende for, hvorvidt opvæksten forløber konstruktivt og udviklende mod et positivt voksenliv.
I dag er billedet noget ændret. Individualiseringen betyder at vores samfund bygger på ændrede værdier, og at den enkelte selv må tage stilling til, hvilke kompetencer eller individuelle færdigheder der skal være de dominerede for egen tilværelse.
Næsten alle steder forventes det at den enkelte sætter sig selv i fokus. Vores uddannelsessystem kræver at du tager stilling, til hvilke kvalifikationer du ønsker, og i hvilken retning dit liv skal forme sig. Vores TV bugner med underholdningsprogrammer, der skal skabe en ener, og vores daginstitutioner ser ud at tage koncepterne til sig, og skaber lignende tilbud i form af ”scenen er din”, ”X faktor” osv. Vi ser mere og mere at mennesker, der ikke rigtig kan noget, optræder rundt omkring i et forsøg på at opnå berømmelse og status for herigennem at fremstå som noget særligt og skille sig ud fra gruppen.
Grundlæggende må det være et pædagogisk ”must” at diskutere dilemmaet mellem at arbejde med børnegruppens idealfelt, og eventuelle differencer, i forhold til arbejdet med at nå institutionens formulerede pædagogiske udviklingsmål. Men når nu samfundsudviklingen er som den er, så bliver det utroligt vigtigt at se på, hvad individualiseringen gør ved det enkelte barn eller unge.
Når nu den uddannelsesmæssige struktur, og flere af de grundlæggende værdier der før har været kraftigt medvirkende til at skabe rammerne for et konstruktivt børne- og ungdomsliv, er ændret, gør det noget ved den tidligere nævnte tryghed for børn og unges udvikling. Det store fokus på individualiseringen giver nye betingelser for mulighederne for at skabe relationer. Når man udvikler samfundets, og dermed børne- og ungegruppens, fokus mod at skabe enere og individuelle færdigheder, opløses mange af de strukturerede fællesskaber som samfundsstrukturen tidligere skabte.
Man kan vælge at dele fremtidens unge op i 3 forskellige kategorier som hver perspektiverer deres fremtidsudsigter. De kreativ og udviklende, de socialt fungerende, og de marginaliserede.
De kreative og udviklende er dem der formår at shoppe mellem de mange nye muligheder. De behøver nødvendigvis ikke at være de bedste i uddannelsessystemet, men er i stand til at sætte sig selv i en position, hvor de fremstår som enere, som dermed placerer dem øverst i samfundshierarkiet. Det at skabe relationer er her en vigtig del af at være i centrum og vedholde sin status.
De socialt velfungerende er dem, som formår at navigere og forholde sig konstruktivt til samfundets overordnede krav og forventninger. De formår at etablere sig i netværk og at skabe venskabelige relationer, som udvikler deres sociale og menneskelige færdigheder. Dette er den store middelgruppe.
De marginaliserede bliver dem som ikke er i stand til at etablere sig, hverken i forhold til uddannelse eller de mange nye muligheder. De har af forskellige grunde svært ved at træffe de mange valg og administrere de mange muligheder. De bliver svækket, og delvist ekskluderet fra fællesskabet, ved at den tidligere eksisterende samfundsstruktur er opløst. Denne gruppe evner ikke at skabe de mange relationer og kontakter, som er afgørende for. at kunne sætte sig selv i fokus, eller kan give den tryghed for den sociale færden som er så vigtig for, at ens opvækst bliver konstruktiv mod et ungdomsliv og senere voksenliv.
Ses menneskelig evolution i dette perspektiv, bliver venner og gode relationer indgangen til samfundet. Børn og unges netværk får endnu større betydning, og der er ingen tvivl om, at børn og unge med et stærkt netværk, har bedre chancer for at opnå en ønskværdig fremtid. Dette hænger nøje sammen med at kammeratskabsgruppen, familie, uddannelsesmiljøet og andre netværk er børn og unges indgang til at blive, og være en del af det samfund som omgiver dem. Og det at være en del af det omgivende samfund betyder, at man har indflydelse på egen eksistens og at man bliver set og hørt. Opnår man denne deltagelse minimeres chancerne for at blive marginaliseret og distanceret af samfundet.
Derfor må pædagoger, lærer og andre, som har deres dagligdag med børn og unge være særligt fokuserede på, at støtte børn og unge i deres evne til at skabe nye relationer og til at fastholde disse. Dette fokus må i høj grad være et dominerende fokus for det pædagogiske arbejde.
Hvilke redskaber er det så, pædagogen skal benytte for at tillære børn og unge at kunne skabe relationer? Der er der selvfølgelig ikke nogen entydig model for. Det afhænger af mange forskellige faktorer, man som professionel må analysere sig frem til. Til det arbejde vil det være meget effektivt at have en model som kan støtte indsatsen, så indsatsen ikke bliver tilfældig, men reflekteret og med det bedste udgangspunkt for den nuværende situation. Vi har gode erfaringer med vores egen model P.I.R.O. som både strukturere og dokumentere den pædagogiske praksis, og dermed hæver niveauet for den pædagogiske indsats.
Fælles for arbejdet med at udvikle børn og unges evner til at skabe relationer, er arbejdet med at skabe netværk i opvæksten. Det handler om at skabe de rum, hvor processen for at lære at forstå de andre mennesker der er til stede. Alle børn og unge bør derfor have mindst en fortrolig ven, være del af en jævnaldrende gruppe, have en gruppe ældre børn/ unge som forbilleder og kunne lære af. Sidst skal alle børn og unge have mindst en fortrolig voksen i institutionsmiljøet (skole eller fritidstilbud).
Hvis ikke skole og institutionsverden formår at give rammerne for, at flere børn og unge kan tillære sig at skabe nye, og fastholde eksisterende relationer, vil vi se et samfund hvor gruppen af marginaliserede børn og unge, vil vokse og flere menneskers liv vil falde ud i en negativ retning.
Artikel af Mikkel Müller/ Evolution Management
|