Pædagogiskudfordring

Sociallæring som motivation for videre læring

Det formelle samfundets stigende fokus på de individuelle færdigheder og kompetencer, er ofte lig med fokus på de mere boglige færdigheder. Men som fundament for at kunne lære og udvikle sig er det vigtigt at mennesket trives, derfor er det relevant at tænke på sociallæring som motivation for udvikling. Men hvordan kan man i dagligdagen sætte sociallæring på dagsordenen?

Der er skrevet meget om anerkendende pædagogik og vigtigheden af relationsarbejdet i den pædagogiske praksis. Dette fokus er konstruktivt, og matcher vores samfund, i en tid hvor længere tids højkonjunktur har været medvirkende til at skabe en høj grad af fokus på det enkelte individ - individets kompetencer og færdigheder. Anerkendelsen fordi pædagoger som fagfolk skal forsøge at forstå det menneskelige udtryk, før vi kan arbejde konstruktivt med de udfordringer arbejdet medfører. Og relationer fordi, uden den gode relation kender vi ikke den enkeltes styrker og eventuelle svagheder. Samtidigt er det i kraft af den nære relation til det enkelte barn eller ung, at vi kan vide, hvor vi skal støtte og udfordre den enkelte.

I det sidste årti er tankerne om den positive psykologi blevet mere og mere fremherskende i forhold til den pædagogiske praksis. Flere fremtrædende teoretikere for den positive psykologi, bl.a. Martin Seligman og Mihaly Csikszentmihalyi m.fl., har samlet og skrevet om vigtigheden af at være lykkelig, flowbegrebet, kreativitet og intelligens. Temaer som passer godt ind i vores billede med anerkendende pædagogik og relationsarbejde. Den positive psykologi kan i dette lys ses som et supplement, og en samlende retning for det arbejde der udøves i mange pædagogiske miljøer.
I en mere klassisk tilgang til det pædagogiske arbejde, men også i den positive psykologi, er nogle af de centrale læresætninger langt fra revolutionerende nyheder, men er stadig lige vigtige at huske på i det pædagogiske arbejde. Udsagn som at:

• Sociale aktiviteter og socialt samvær fremmer lykkefølelsen
• Det er i samspil med andre vi tillærer os spillereglerne for de sociale systemer vi er en del af
• Det er i samspil med andre at vores identitet formes og vi skaber vores virkelighed

Derfor må pædagogernes opgave være at lære institutionens brugere at indgå aktivt og konstruktivt i samspillet med andre mennesker! Men hvordan gør man så lige det? Det er der mange forskellige vinkler og tilgange til, og ofte bliver tilgangen teoretisk og beskuet ud fra et metaperspektiv. Det er der enligt ikke noget forkert i, men ofte kan den slags analyser være svære at omsætte til hverdagens praksis og arbejdsliv. Derfor kunne en tilgang til hverdagens praksis være at se nærmere på: Hvem er jeg? Hvem syntes andre jeg er? og Hvem vil jeg gerne være sammen med?

Det er i den positiv psykologi blevet påvist, at mange af de dagligdags temaer som flere af os benytter og tror på, faktisk hjælper eller virker. Eksempelvis er der ikke så meget nyt i, at vi hellere vil være sammen med en hjælpsom, taknemmelig og optimistisk person end en der er uhjælpsom, utaknemmelig og pessimistisk. Det nye er, at det er blevet empirisk bevist at det hænger sådan sammen. Samtidig er det blevet påvist (Lyubomirsky2007) at mennesker med de samme egenskaber som før nævnte er gladere, og har større sandsynlighed for et mere lykkeligt liv. Derfor bliver det altså pædagogernes opgave at udvikle færdigheder som hjælpsomhed, taknemmelighed og optimisme hos institutionens brugere, for at give dem muligheder for at kunne indgå konstruktivt i samspillet med andre mennesker. Lykkes vi med, at udvikle institutionens brugere sådan at de opnår en mere attraktiv og gunstig medmenneskelig position, altså en position hvor de kender og mestre spillereglerne for det sociale samvær, kan brugerne definere sig selv og samtidig være lykkelige, og vi skaber socialudvikling som giver en konkret fornemmelse af; det at yde noget giver positive resultater for eget velbefindende og fremdrift.

Denne menneskelige indsigt og forståelse vil for mange børn og unge(og voksne), kunne bruges som et drive, til bedre at kunne overskue og overkomme de mange udfordringer, man bliver mødt med fra vores samfund. Oplevelsen af at være vellidt og accepteret vil kunne medføre, at den enkeltes muligheder for at hvile i sig selv vil stige betragteligt. Der vil ikke være behov for samme grad af sociale sammenligning hvilket kan give selvstændige, deltagende og kompetente brugere, som med lidt støtte og vejledning kan bruge deres sociale udvikling som motivation for deres videre læring.